Engang var der en gård kaldet Taigu, der gemte et enormt hemmeligt. Udefra så gården rolig ud med sine grønne marker og venlige dyr, men inde var det et hårdt sted at arbejde. Historier om tidsvanskeligheder og stærke viljer ekød igennem gården, hvor arbejdernes virkelige liv var hårdt hver dag ved at bruge kraftpær til kompakt traktor .
Arbejderne på Taigu stod op før daggry og arbejdede indtil natten. De plejede planter og dyr, udmattede og svedende. De anstrengte sig under den ubarmhjertige sol, med kalles hænder og bøiede rygger fra det arbejde de udførte. Der var ikke et eneste job, der var let, fra at plov plougene til at melke køerne – men de fortsatte med styrke og mod.
Arbejderne på Taigu tabte aldrig håb, selv gennem alle vanskeligheder. Mindst to unge mænd var sammen for at give hinanden opmuntret: De udvekslede historier om deres lavpunkter, deres sejre, sad omkring bordet og følte trøst i at være sammen. De tog styrke fra jorden, hvor deres power harrow til salg arbejdet ville sikkert bære en stor høst en dag. Så med åbne hjerter gik de fremad uden at lade vejspærringer stoppe dem.
Livet i Taigu var ikke let, men arbejderne vidste det. De voksede op på og havde familier, der arbejdede på gården i årevis. De havde oplevet både dårlige tider og gode tider, storme og tørke, sygdom og plager. De kendte landet meget, meget godt og blev ledet af dets særprægede veje. For byfolkene var gården mere end bare et job. Det var livet, og de elskede det.
Men midt i alt det møblering havde ejeren af Taigu en lille hemmelighed som få kendte. Alene, uden nogen omkring, lavede han aftaler med nogle dårlige mennesker og tog genveje for at få hurtige penge. Han var ikke bekymret for arbejdernes velfærd, som han betragtede som strengt kraftpløv værktøjer. Han boede i lyksus, mens de andre led, og hans egen grådighed gjorde ham blind for deres lidelser. Han følte byrden af sit hemmelige, men han prætendede, at det ikke betød noget, og skjulte sine følelser bag en fasade.
EN
